Dorte undrede sig over mit pludselige fravær og fandt mig siddende på terrassen i en tilstand, som vi ikke kendte eller havde oplevet før.

Jeg forstår hendes spørgsmål, men jeg forstår ikke meningen af det. Jeg er som en fremmed i vores eget hus og i mit eget og Dorte's liv.  

Hun sætter mig på sofaen og tænder for fjernsynet for at købe sig selv tid til at tænke. "Hvad i alverden gør jeg nu?" tænker hun og husker pludselig en brochure, hun havde læst for nylig, mens hun ventede hos lægen. Brochuren handlede om, hvordan man genkender tegn på blodpropper og hjerneblødninger, og hvilke symptomer der viser sig hos personer med en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Min hjerne formår ikke at sende signalet til mine læber; der kommer ikke noget smil frem, men jeg ved, jeg smiler. Hvorfor kan hun ikke se det?  

Hun går ud på terrassen, tænder endnu en cigaret, mens hun trykker 112 på telefonen.

Da hun kort efter kommer tilbage til stuen, er mit sprog forsvundet, og kontakten mellem os forsvinder langsomt, mere og mere. Hun er bange.  

Endnu en gang har jeg placeret hende i en situation, hvor frygten for at miste mig og være alene igen svæver over hende som en mørk sky.

Jeg var hovedpersonen i et liv, der langsomt forsvandt. Min hjerne havde indledt sin egen kamp for at få fred og lukke ned for livet i den krop, det menneske, den var en del af.

Klokken er 03.00 om natten. Det er efterår og koldt. Mørket i skoven bliver kun forstyrret af det lys, der bliver ved med at skære gennem stoffet i min bukselomme. Lyset kommer fra telefonens uendelige forsøg på at få min opmærksomhed. Jeg ignorerer den, mens jeg gennem skovens mange træer kan skimte politibilen, der holder parkeret lige dér, hvor broen starter.

Broen der forbinder Jylland og limfjordsøen Mors, er min destination. Det er dén bro der er adgangen til fred. Fred for alt det der er svært. Fred for mine tankers uendelige plagen, og fri for alle dem, der ikke vil mig det godt. Forskellen mellem livet og døden, findes lige dér. Dér hvor alle lige nu, vil forhindre mig i at nå hen.  

Derude finder jeg himlen under broen. Alt over broen er mørkt og svært, men under broen er det lyst og fredfyldt. Jeg er sikker på, at når jeg forlader broen og lader min krop forsvinde ud i lyset, vil alt det onde forsvinde. Jeg skal aldrig mere forholde mig til det liv, der er så svært, og som jeg aldrig selv havde valgt.

Jeg brugte lidt tid på gaden, hvor jeg sammen med en anden gøgler, jeg havde mødt, tjente til dagen og vejen på gadegøgl. Det hele var lidt noget rod i den periode, og jeg havde svært ved at finde ståstedet i livet, uden jeg vidste, at det var det, der var mit største problem. 

Min hjerne er min fjende, og den har en fantastisk evne til at overbevise mig om, at der skal ske noget nyt. Den lever sit eget liv. Et liv, hvor udfordringerne hver dag bliver værre og værre. Jeg er bare dét gidsel, der skal bære den forbandede hjerne. Den sidder i mit hoved, og jeg kan ikke slippe af med den. Det bedste, jeg kan gøre, er at finde en balance mellem dens behov og hvad der er muligt for mig at deltage i. Giver jeg den ikke lov til at udfordre mig, tager den over og fjerner alt rationelt ud af mig. Den tvinger mig ud, hvor jeg ikke kan bunde. Den efterlader mig steder og i nogle situationer, den ikke selv kan håndtere.  

  Efter min udskrivelse fra psykiatrisk afdeling var der nu meget, der skulle tages hånd om. At man kommer ud efter en indlæggelse, er ikke det samme som at man er rask. En depression er noget, der kan tage lang tid at komme over. Det er det samme, som at lære at køre bil. Når du har bestået køreprøven, må du ganske vist køre bil. Men du er langt fra en god og sikker bilist; det tager tid og øvelse at nå dertil.

Sådan var det også da jeg vendte tilbage til hverdagen. Jeg skulle nu i gang med at bearbejde de ting der var sket. Jeg skulle for en periode acceptere mine begrænsninger og den virkning, den megen medicin, nu havde, på min krop og min hjerne. Og der ventede også et stort arbejde med at rydde op, i de skader jeg nåede at forvolde, før og under min indlæggelse.

Depressionens tømmermænd er måske ikke de hårdeste, men det er de vigtigste tømmermænd at kurere på den rigtige måde og med den rigtige hjælp og medicin. Her hjælper 2 Panodiler, en pizza og en god film på tv ikke. Det kræver lang tids arbejde.